Lime Jam (marmelade)
Opskriften stammer fra England, der har en stolt tradition med citrusmarmelader.
Den er lidt tidskrævende, men det lønner sig når man ser og smager det glasklare resultat. Af denne portion får man 3-5 glas, afhængig af størrelse.
- 10 limefrugter (ikke sprøjtede)
- 6 dl. koldt vand
- 800 g. sukker
Limefrugterne skyldes og skæres i meget tynde skiver. Skiverne trækker i det kolde vand i et døgn i køleskabet. Det hele hældes i en gryde og koges op så det simrer ved svag varme i 30-40 minutter. Imens opvarmes sukkeret på en bageplade så det når en temperatur på 100 gr. Det varme sukker drysses i gryden med lime-massen uden at røre. Det er meget vigtigt, at der ikke røres i gryden. Lad massen simre yderligere 45 minutter - uden at røre. Hvis der kommer skum på overfladen, så tag det fra med en hulske. Herefter hældes marmeladen på skoldede glas. Sæt låg på med det samme og placer glassende i bunden af en gryde med vand, så glassene er helt dækkede. Kog det hele op og lad det simre i 5 minutter.
Marmeladen kan holde sig ved stuetemperatur i månedsvis, forudsat at du ikke åbner for herlighederne før de skal spises.
Det kan være en god idé at lave "stivne-testen" inden du hælder marmeladen på glas. Det gør du ved at hælde en lille klat på en ske, som har ligget i fryseren. Marmeladen skal virke geleagtig. Så er den klar. Ellers kan man lade den koge videre 5-10 minutter og så lave testen igen.



Kommentarer
Send en kommentar